Ateisme del 2: Religion vs Videnskab. Mulig sameksistens?

4 minutters læsning

I første afsnit af dette tankeeksperiment så vi på hvad der risikerer at ske hvis militante ateister lykkes med deres foretagende om at eliminere religion i håbet om at komme alle dets dårligdomme til livs. Utilsigtet fjerner man også de fælles moralske strukturer der er i samfundet og uden at fylde det ud med et alternativ forfalder vi til hedonisme, ekstremisme og materialisme.

Indledning til indledningen: Mimetisk begær og vores behov for at tro

 ”Begæret er ikke autonomt; vi låner vores begær fra andre. Genstandene for vores begær bliver til afguder, fordi de først er blevet begæret af andre." – René Girard. Med andre ord: Vores begær er mimetisk, ikke bevidste reflekterede valg; vi ved ikke selv hvad vi ønsker eller har brug for, så vi orienterer os i samfundet og efterligner det andre ser ud til at værdsætte.

Og endnu et Girard citat: "Mennesket kan ikke leve uden transcendens. Hvis det ikke har Gud, vil det have afguder." Mennesket kan ikke eksistere uden at rette sin tro og tillid mod noget større end sig selv. Troen er ikke valgfri — kun dens genstand er.

At afskaffe religion fuldstændig uden et alternativ er altså potentielt noget juks fordi vi åbenbart stadig er nogle impulsstyrede aber der ikke er i stand til at tænke selvstændigt og efterligner det de rige og berømte gør og har. Man kan sige meget om The Kardashians, men de er ikke umiddelbart de første jeg ville ringe til hvis jeg ville have åndelig vejledning…

Men religion har en fætter der er mindre restriktiv, mindre regelfikseret, mere løst defineret og derfor fri for korrumperende magtstrukturer, nemlig spiritualitet. I dette afsnit skal vi se om videnskaben udelukker ”troen på noget højere” eller om spirituelt baserede værdier godt kan fungere side om side med den videnskabelige metode i det moderne samfund.

Indledning. Det ateistiske paradoks og den moderne videnskab

Tanken om at ingen gud eksisterer er et lige så stort trosspørgsmål som tanken om at en gud kan eksistere. ”Ingen gud troen” er bare blevet sandheden i videnskabelige kredse. Ateisterne har, ligesom de troende, købt ind på et mirakel, at universet er opstået ud af ingenting. Ingen af os forstår det, men vi mener alle sammen at “vide det” og sætter ikke spørgsmålstegn ved denne herskende videnskabelige konsensus.

Guddommelig tro derimod, er bare ikke acceptabelt i videnskabelige kredse. At være skeptisk ateist giver ikke bare en form for social kredit, det er nærmest et krav. Jo mere ateistisk og skeptisk man kan være desto mere oplyst og troværdig virker man. Men er den antagelse ”videnskabelig” og udelukker videnskab en gud? Lad os dykke ned i det.
 
Videnskab udelukker ikke en gud og omvendt

Jeg er ikke videnskabsmand, så jeg er ikke en autoritet der er værd at lytte til, men det var Einstein. Lad os se hvordan han forholdt sig til emnet.

”Videnskabelig forskning er baseret på ideen om, at alt, der finder sted, er bestemt af naturlove, og derfor gælder dette også for menneskers handlinger. Af denne grund vil en videnskabsmand næppe være tilbøjelig til at tro, at begivenheder kan påvirkes af en bøn, dvs. af et ønske rettet mod et overnaturligt væsen.” – Albert Einstein.

Som ateisterne troede Einstein altså heller ikke på en antropomorfisk gud med menneskelige egenskaber der blander sig i livet på jorden i ”real time”, som beskrevet i flere religioner. Han skriver dog følgende:

”… vores faktiske viden om disse love er ufuldstændig og fragmenteret, så troen på eksistensen af grundlæggende altomfattende love i naturen hviler også i virkeligheden på en slags tro. Ikke desto mindre er denne tro hidtil i høj grad blevet retfærdiggjort af videnskabelig forsknings succes.

Men, på den anden side, bliver enhver, der seriøst beskæftiger sig med at forfølge videnskaben, overbevist om, at der er en ånd manifesteret i universets love – en ånd, der er menneskets langt overlegen, og som vi med vores beskedne kræfter må føle os ydmyge overfor… ”

Han fortsætter:

”Jeg tror på Spinozas Gud, som udtrykkes gennem naturlovene.”

(Baruch Spinoza var en filosof fra det 17. århundrede som betragtede Gud og naturen som identiske. Han beskrev Gud således: ”Gud er ikke en transcendent skaber, der griber ind i verden udefra, men er snarere indlejret i alle ting og udtrykker sig gennem den naturlige orden." og "At kende Gud er at forstå naturens love og love, der styrer universet.")

Ikke at en enkelt persons udtalelser skal fungere som bevisførelse (selvom det var Einstein), men Einsteins syn kan måske åbne for tanken om at en kosmisk bevidsthed ikke er uvidenskabelig overtro.

Videnskab som religion

I moderne tid er det den etablerede videnskabelige opfattelse der bliver brugt som en referenceramme til at forstå den fysiske verden. Det er blevet et nærmest nyreligiøst ateistisk verdenssyn der er bredt anerkendt i samfundet. Det er den nye skabelsesberetning; vores måde at forstå verden på som vi accepterer uden at kunne bevise og uden at sætte spørgsmålstegn ved - præcis som man accepterede kristendommens verdensforklaring i middelalderen.

”Så stor er respekten for videnskaben, at man kan høre de mest absurde påstande, bare de bliver udtrykt i et sprog, hvor ordene ligner videnskabens udtryk og begreber.”

-        James Clerk Maxwell (1831–79)

Vi ser i dag videnskabens påstande som nogle universelle og evigtgyldige sandheder. Måske fordi vores begrebsverden og forståelse af videnskabsteori er så relativt begrænset (præcis som i middelalderen) er vi tilbøjelige til at stole på de videnskabelige autoriteter og deres forståelse af verden som de ser den lige i dag.
Ironisk nok glemmer vi at videnskaben er drevet og formuleret af netop mennesker, men vi opfatter dens antagelser som stentavler der er båret ned fra bjerget efter en åbenbaring.

Videnskaben er ikke konstant, den udvikler og tilpasser sig løbende, præcis som religion

Min pointe med alt det her er at vi tager videnskabens forklaringsmodel for givet fordi det er den herskende forklaringsmodel som vi er opvokset med, ikke fordi vi hver især har taget aktiv stilling til dens validitet som måde at forstå universet, vores eksistens og bevidsthed på - præcis som man tog kristendommen som forklaringsmodel for givet i middelalderen.

Som Max Planck sagde: ” En ny videnskabelig sandhed plejer ikke at vinde, fordi dens modstandere bliver overbevist og ændrer sig, men snarere fordi dens modstandere gradvist dør, og en ny generation vokser op, der er fortrolig med den.”

Hvis der er én ting der er sikkert, og ens for verdensopfattelser, så er det at de skifter for hver generation. Ikke fordi der kommer revolutionerende nye teorier der vælter den nuværende opfattelse, men fordi dem der havde patent på den oprindeligt herskende opfattelse, dør ud og får nye arvtager med nye ideer og verdenssyn. Alt det der har været opfattet som konstanter og evigtgyldige sandheder er blevet hånet og latterliggjort 100 år senere.

Vi bør altså forholde os ydmyge, åbne og lidt naive for andre forklaringer og verdensopfattelser. En ydmyghed og naivitet der står i kontrast til den arrogance som ateister missionerer med når de med videnskaben som en bibel i hånden påstår at have patent på sandheden.
 At påstå at ingen kosmisk bevidsthed eksisterer, er en lige så stor trosmæssig antagelse der kan bevises lige så lidt som at den skulle eksistere. Videnskabens metafysiske verdenssyn er paradoksalt nok en antagelse og et trosspørgsmål uden fundament, præcis som det åndelige verdenssyn de håner. Jeg er helt med på at videnskaben måske en dag kan beskrive alt, men ikke på at den kan forklare årsagen til alt.

Hvem vinder så? Religion eller videnskab?

Jeg vil hellere erklære en uafgjort, eller endnu bedre: begge vinder. Superstrengsteori og evolution kan sagtens sameksistere med troen på en skaberkraft.

For de dovne er der godt nyt: At tro på en universel sammenhæng, kosmisk bevidsthed eller guddommelig logik kræver meget lidt af dig; man skal ikke kalde sig noget, møde op nogen steder, bede til noget, donere til noget eller på anden måde gøre noget aktivt.

For religionskritikkerne er der også godt nyt: man afvikler symboler, dogmer, fundamentalisme og religiøs tribalisme.

Og for de spirituelle og agnostikerne er der også godt nyt: man er åben for en guddommelig sammenhæng i universet.

Medmindre du er en missionerende ateist eller stærkt religiøst troende behøver du altså ikke gøre op med nogen af dine overbevisninger.

Afslutning

Uden bevidst åndelig struktur er vi overladt til markedets, mediernes og kulturens usynlige hånd som formgivere af vores livsformål.

Men et liv uden religion på individplan behøver ikke at være tomt eller drevet af begær - det kræver dog en ekstrem bevidsthed om egne intentioner og handlinger hvis ikke man vil ende med at leve som en gepettodukke, styret af ens impulser og markedskræfterne.

Men dette lille tankeeksperiment tager udgangspunkt i hvordan vi ender på samfundsplan hvis man afvikler alle religioner og dermed deres samlende sociale struktur. Hvis vi formår at danne en fælles spirituel filosofi, nogle universelle åndelige retningslinjer som vi kan basere vores værdier på, så opstår der ikke nødvendigvis et åndeligt vakuum og vi kan samtidig undgå religionernes potentielle dårligdomme. Men er det overhovedet realistisk at erstatte religionernes moralske rammer med en navnløs, gudløs og ritualløs spirituel filosofi? Det kigger vi på i del tre.