Ateisme del 3: Religionens erstatning

3 minutters læsning

Hvis religion forsvinder – hvad fylder så det åndelige vakuum? Videnskab, politik og forbrugskultur har forsøgt, men formår de at give os mening?

Religion er død, siger ateisterne – men hvad kommer efter?

I første afsnit så vi problemenerne med religionens afvikling, der efterlader et tomrum, som intet i vores kultur formår udfylde.
 I andet afsnit så vi på om videnskab udelukker spiritualitet og om de to kan forenes.

 Nu står vi så tilbage med endnu et ubesvaret spørgsmål: Kan vi skabe et fælles etisk kompas uden dogmer, ritualer eller magtstrukturer? I dette sidste afsnit skal vi prøve at finde et kompromis – et sted, hvor videnskabens logik kan fungere sammen med et spirituelt verdenssyn.

Kompromiset: Den filosofiske gud

Vi lægger hårdt ud. Begge parter skal lige sluge en kamel: Ateisterne skal være åbne for at der findes en form for kosmisk skaberkraft. De religiøse skal være åbne for at lige præcis deres version af en gud og deres hellige bog ikke er den endegyldige sandhed.

 Kompromiset bliver en religionsfri spiritualitet baseret på naturens love og et fælles moralsk værdisæt.

"Den guddommelige fornuft strækker sig gennem hele universet og gennemfører sig selv i alle dens dele." – Marcus Aurelius

Ord som ”åndelighed” og ”guddommelig logik” er nok triggere for de fleste, som skaber associationer til middelalderlig tankekontrol eller røgelsespinde så lad os først lige præcisere den filosofiske gud og forklare hvad det er og hvad det ikke er:

Der ikke tale om en antropomorf skikkelse - altså en mand med et skæg på en sky i en verden hinsides denne. Den filosofiske gud er ikke transcendent eller en overnaturlig skikkelse der kan trylle, men en immanent ånd - altså en gud i alt. Det er en ånd eller logik der forbinder alt, som vi kan leve i overensstemmelse med, til glæde for os selv og omverdenen.

 Vi citerer lige Spinoza: "Gud er ikke en transcendent skaber, der griber ind i verden udefra, men er snarere indlejret i alle ting og udtrykker sig gennem den naturlige orden. Gud er ikke adskilt fra naturen, men er tværtimod identisk med naturen som en helhed.” – Baruch Spinoza

Den filosofiske gud er nok for lille til de fleste konventionelt religiøse og måske for stor til ateisterne. Den sidder et sted midt imellem og blander sig ikke i livets gang og har ikke holdninger og følelser bundet op på vores adfærd og den er heller ikke bare tilfældige atomer.

“Tro” kommer ind i billedet, da en universel intelligens og skaberkræft ikke kan bevises, ligesom det modsatte heller ikke kan bevises, nemlig at tid, livets opståen og kosmos blot er en lang række tilfældige indbyrdes reaktioner opstået af ingenting.

Kompromiset i praksis

For at fuldføre dette tankeeksperiment så leger vi at ateister og religiøse er blevet enige om tre punkter:

-            Det ikke er udelukket at der findes en højere magt.

-            At denne højere magt ikke er overnaturlig.

-             At videnskabens love gælder.

De er også blevet enige om at et fravær af moralsk baserede værdier i samfundet er problematisk for vores sjæleliv, men at de enkelte religioners identitetsfællesskaber er en hindring for global samhørighed. John Lennons drøm er lige ved at gå i opfyldelse.

Så for at komme alt dette til livs har de fundet nogle fælles principper vi alle kan leve efter. De er både åndelige og videnskabelige og skal erstatte de mest basale guidelines religion har givet os.

De fem moralske principper for en religionsfri spiritualitet:

1: Den gyldne regel: Dette er nok det vigtigste og mest universelle moralske råd man kan leve efter. ”Behandl andre som du selv ønsker at blive behandlet”. Tal som du vil tales til, forstå andre som du selv ønsker at blive forstået og tilgiv lige så hurtigt som du selv ønsker at blive tilgivet. Forvent ikke mere af andre end hvad du selv formår at efterleve.

2: Søg ikke lykken i det eksterne: Ægte lykke findes i det nære: gode relationer, udvikling og indre ro, ikke i materielle ting, status eller andres anerkendelse.

3: Lev i overensstemmelse med naturen: Naturen er ikke en ressource, vi skal udnytte, men er en del af os selv, som vi skal værne om.
Vi er alle forbundne - det der gavner bikuben, gavner bien. Dette handler ikke kun om klimaet, men om at forstå, at vi er forbundet med alt omkring os – natur, dyr og andre mennesker.

4: Fornuft som højeste dyd: Vi skal tænke kritisk, søge viden og være villige til at udfordre vores verdenssyn. Lytte til andres synspunkter og rykke vores mentale komfortzone.

5: Accepter det uforanderlige: Modgang er en del af livet. Det skal vi acceptere og vi skal lære at vokse af det så vi kan håndtere modgang med styrke og ro i stedet for at lade os rive med af følelser og derved lade frygt eller vrede styre vores følelser.

Det er på ingen måde originalt, men pointen er også at det er universelt gældende livsvisdom der har stået tidens test. Nu skal det bare formidles og efterleves af alle på jorden også er vi fri for de skadelige virkninger fra både religion og vores algoritmeforstærkede nydelses- og forbrugskultur. Men hvordan gør man lige det?

Er det så løsningen?

Jeg er grundlæggende enig i mange af ateisternes argumenter. Jeg mener at der er nogle strukturelle problemer ved religioner, især når de bliver dogmatiske ”-ismer” og at de ofte skaber mere splid end de samler folk. Flere af dem er styret af magteliter med politiske og økonomiske interesser og deres budskaber bliver utroværdige når de kræver at man køber ind på en lang række eventyr der vil få en hver der har åbnet et Illustreret Videnskab til at korse sig. Så langt så godt.

Derudover har jeg ekstremt svært ved at skulle købe ind på at nogen af verdensreligionerne skulle være den eneste rigtige, den der har svaret eller repræsenterer den eneste sande tro.
Jeg tror ikke på en gud der vil have bygget templer, ført krige, bragt ofringer eller betalt aflad i sit navn. Jeg tror ikke på en gud der forfordeler nogen, har et udvalgt folk eller hvis gunst man kan charmere sig til for krigslykke eller held i kærlighed. Det er overbygninger skabt af mennesker der har set religion som et påskud for at rage magt, penge eller status til sig.

Derfor synes jeg at en navnløs ikke-religiøs verdensspiritualitet baseret på nogle få fælles moralske værdier er enormt sympatisk. Der er ikke noget at skændes over, det udelukker ikke en sameksistens mellem spiritualitet og videnskab og man kan ikke bruge de fælles moralske værdier til at gøre skade på andre.

Konklusion

En ikke-religiøs verdensspiritualitet uden navn, gud, symboler eller menigheder har nok desværre ret dårlige overlevelseschancer. Mennesker er skabt til at tro, dyrke og tilbede i fællesskab. Og netop det adskiller religion fra humanisme og spirituel filosofi - religion har en menighed.

 Religionernes største styrke er også deres svaghed: fællesskabsfølelsen, ritualerne og identiteten er både det der er med til at skabe konflikter, men også med til at holde folk ansvarlige for at leve op til nogle fælles moralske værdier. Hvor rart det end kunne være at blive fri for dårligdommene, så er rammerne også det der holder de positive værdier i hævd.

Vi er altså lidt tilbage til hvor vi startede, et paradoks uden løsning: religioner fører en masse bøvl med sig, men de bidrager også med nogle moralske rammer som vi ikke har en erstatning for. Det er lidt som med demokratiet: det er den mindst dårlige løsning vi har på hånden.

Vi kommer nok aldrig hen til John Lennons ”Imagine” verden, men mindre kan også gøre det. Kompromiset er ikke i en utopisk mellemløsning, kompromiset er at være åben for andres livsførelse, men at bekæmpe dogmatik og absolutte ”-ismer”, både videnskabelige og religiøse.

Og så vil jeg slutte af på endnu en uoriginal floskel: hvis du ønsker at ændre verden, enten som ateist eller troende, så nytter det ikke at fortælle andre om alle deres fejl og hvordan de burde leve, du må starte med dig selv og leve et liv der er så fedt og eksemplarisk at det kan inspirere andre.