Kaos eller tryghed? Sådan opnår du balance i det moderne liv

6 minutters læsning

Hvordan opnår man balance i det moderne liv?

Jeg har levet et liv der opfyldte alle samfundets forventninger til hvad man som dygtig voksen forbruger skulle opnå. Mine omstændigheder var komfortable - jeg var i teorien ankommet. Men selvom jeg havde krydset alle de normative forventningers flueben af og levede et, på overfladen, pænt og succesfuldt liv, så oplevede jeg også hvordan det kan føles tomt, uopfyldende og klaustrofobisk.

Bekvemmelighed og forbrug er to fælder mange voksne i den vestlige verden bliver lokket i, vildledt af vores instinkter, forført af vores kultur. Kombinationen af dem gør sjælen syg. Kaos og risiko er modgiften.

 Frivilligt fangenskab

 Vi kigger på de stressede og depressive løver i Zoologisk Have og skammer os over at vi har proppet dem ned i et kunstigt og unaturligt miljø på den 55. nordlige breddegrad med begrænsede muligheder for fysisk udfoldelse, jagt, markering og udforskning af territorie. Deres liv er blottet for variation, stimulation og social interaktion.

 Men vi stiller ikke spørgsmålstegn ved det frivillige fangenskab vi selv er i. Den samfundskontrakt vi alle stiltiende har samtykket. Det forventes at vi afkobler os fuldstændig fra vores naturlige behov og accepterer et uopfyldende uharmonisk liv, der begrænser og skader os på præcis samme måde som løverne i Zoo. Vi brokker os ikke, men er tilfredse blot vi får vores sociale sikkerhedsnet, fjernvarme, S-tog til tiden og vores lækre DJØF-hyre så vi kan bedøve følelsen af formålsløs tomhed med forbrug, underholdning og nydelsesafbræk.

Det moderne bur

Eller også ved vi ikke bedre.
 Mit indtryk er at mange går rundt med en følelse af at livet burde have mere at byde på. Mange af dem der endelig er avanceret til det sted de socioøkonomisk havde udset sig som mål da de gik i gang med deres uddannelse. Dem der har fået huset, bilen, smagfulde danske designklassikere, musselmalet stel og i alle samfundets øvrige uudtalte succeskriterier. De sidder tilbage med en flad fornemmelse og spørger sig selv: ”er det virkelig det?”

 Vi er biologisk disponeret for magelighed og at finde trygge vaner, men det vestlige liv tilbyder det i overflod. Resultatet er desværre ikke den velsignende ro, lykke og tilfredshed vi havde forestillet os.

Depression og meningsløshed har bredt sig som en epidemi i vores del af verden. Forklaringerne er mange: først og fremmest er der den paradoksale nihilisme der følger med middelklassens ulidelige forudsigelighed. En tilstand, hvor fraværet af mening opstår i netop det, der skulle være trygt og rigtigt.
Læg dertil en inaktiv livsstil og et arbejdsliv i unaturlige sociale konstruktioner hvor man skal tage imod ordre fra underlegne mænd, der har viet deres liv til et ansigtsløst firma, der så igen har skabt rammer der bestemmer hvornår man må komme og gå, hvem vi skal underkaste os, hvad vi skal have på og hvordan man skal snakke.
Sjælelig mistrivsel er dermed uundgåelig.

99% af alle mentale helbredsproblemer er kulturelt betingede livsstilssygdomme

 Jeg husker selv mine første anfald af eksistentiel angst på teenageværelset. Jeg både skammede og undrede mig over at gå og føle et mismod ved tilværelsen. I vores lille danske smørhul her på jorden er vi forskånet for krig, sygdomme og naturkatastrofer. Hvordan kan vi være andet end ekstatisk lykkelige når vi har fået alt det vores forfædre har knoklet og kæmpet for, serveret ved fødslen? ”Det må være mig den er gal med” tænkte jeg. Måske der er en pille?

Indtil tanken strejfede mig:  ”Vent lige! Måske er jeg slet ikke ængstelig eller depressiv, måske er det ikke meningen at jeg skal dovne og nyde tilværelsen væk, måske er man som menneske i stedet programmeret til daglig kamp for overlevelse. I mine gener er der, bogstaveligt talt, levn fra folk der har kigget andre mænd i øjnene og dræbt dem i kamp, stået i lort til halsen og gennemgået prøvelser der får en crossfittime til at ligne senioryoga. Mine forfædre spiste de varme indvolde fra deres nedlagte jagtbytte og det sundeste jeg har fået hele ugen, er en nr. 39 med pesto. Måske er det ikke så underligt at min krop og sind skriger på næring og udfordringer, når jeg har domesticeret mig selv og mine største bedrifter er min high score i Age of Empires og egenhændigt at have bundet en flaske kirsebærvin”.

Balance gennem kaos

Vi er skabt til at være jægere, krigere, opdagelsesrejsende og høvdinge. Vores kroppe længes efter at bevæge sig med intensitet, vores sind higer efter at vågne op med formål og vores sjæl forventer samtidig at rense og nulstille sig selv i mellemperioder med ulidelig intethed hvor koncepter som tid, tanker og bevidsthed bliver åbenbaret, for derefter at blive opløst; ikke ”afslapning” gennem scrolling og skærmforbrug hvor tankerne aldrig får lov at lande og refleksion umuliggøres.

Alligevel vælger vi at leve som tamme dyr og undrer os over at livet virker så meningsløst, al vores komfort og teknologi til trods. Hele verden ligger for vores fødder, livet kan være en gave fuld af eventyr og oplevelser, hvis vi bare kræver mere af os selv, forlanger mere af tilværelsen og tør at træde ud af flokken, tør at slippe trygheden, tør at leve.

 Evolutionært giver det mening, at vi er programmeret til at spare energi, søge tryghed og skabe forudsigelighed. I vores forfædres tid var kaos og variation overalt – de fandt balance ved at kompensere i den modsatte retning. Livet var eventyrligt nok i sig selv; dem, der søgte tryghed, overlevede.

Men i dag er det modsatte sandt. Balance opnås nu ved at have noget på spil – ved at kaste sig helhjertet ind i projekter, tage chancer, have ambitioner og forfølge mål uden garanti for succes og uden vished om at blive grebet, hvis det fejler.

Kaos er som en bølge man rider; den kan til enhver tid knække og trække en ned, men hvis det tøjres med en tillid til ens evne til at komme op igen kan det føre en længere end man nogensinde ville komme ved at vælge den sikre vej.

Vi trives, mænd især, under pres. Vi er bygget til at kæmpe, være i ubehag og at overkomme udfordringer. Omvendt nedbrydes vi langsomt men sikkert hvis alt er for komfortabelt og skemalagt. Der er en grund til at stress, angst og depression er uendeligt mere almindeligt nu end i gamle dage, selvom livets betingelser dengang var langt hårdere.

De eneste problemer vi løser nu om dage, er abstrakte tal på skærme for firmaer for hvem vi er uendeligt ligegyldige. Først når vi tør at bryde fri af disse rammer og opsøger kaos med den indstilling at vi kan overkomme alle de udfordringer det måtte medføre, kan vi leve frit – og det er her, kaos viser sit potentiale.

Den Nietzschede vinkel

Som Nietzsche skrev: 'Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.'"

Gode gamle Nietzsche. Manden der lærte mig at frame’e modgang som udviklingsmulighed og at elske min skæbne! Han havde selvfølgelig også en brugbar vinkel på kaos: Nietzsche så det borgerlige, moralske samfund som en hæmning – en reduktion af det vilde og virkelige i mennesket. Han så kaos som en modvægt til "slavetænkning", altså at følge regler, normer og moral uden at skabe sit eget værdisystem.

Han mente ikke at kaos er noget, man skal undgå eller undertrykke – det er en indre kraft, som skaber noget nyt, levende og unikt. Uden kaos: ingen forvandling.

 Illusionen om det bekymringsfrie liv

Det er både sundt og klogt at have styr på alt det basale, men hvis man ønsker et liv i trivsel og flow, fyldt med oplevelser og minder man kan se tilbage på er man nødt til at stille sig selv et spørgsmål, der på overfladen virker retorisk: Vil man have et nemt liv med trygt slaveri eller vil man have farlig frihed og eventyr med alt hvad det indebærer - uden garantier, men fyldt med mening og oplevelser?  

Svaret er for de fleste nok ”en balance”. Problemet med at opnå denne ”balance” er underbevidsthedens aversioner mod forandring. Aversioner der som oftest kommer til at overrumple sjælens trang til eventyr og man ender med at fedtspille livet - aldrig rigtig satse - balancen finder man derfor aldrig. Modgiften er at turde satse og løbe risici, at risikere afvisninger, skuffelser og tilbagegang.

Vores forestilling om livet som en lineær rejse hvor vi kan undgå ubehag og skabe en opadgående lykkekurve hvis vi ”bare gør det rigtige”, vil kun føre til frustration og skuffelse.
Som Nietzsche også sagde: ”Du har din vej, jeg har min vej. Den rette vej, den rigtige måde, den eneste vej – den findes ikke."
Meget af vores utilfredshed med livet er bundet op på Disney-selvbedraget om at det skal udfolde sig på en bestemt måde, men hvis vi derimod giver slip på den illusion, befrier vi os selv for en masse utilfredshed med livets gang og bliver i stedet åndeligt fleksible.

Problemet er at man ikke både kan blæse og have mel i munden - et liv uden mening er et eksistentielt helvede og dermed er et problemfrit liv pr. definition en illusion. Vi er skabt til at lide, men det er nødt til at være for et formål. At behovsudsætte og gennemgå anstrengelser kan være noget af det mest opfyldende og meningsgivende når man gør det for et projekt man brænder for eller nogen man elsker. Når det derimod er for abstrakte kvartalsmål der skal please ukendte investorer eller for at skrabe penge nok sammen til et ur der skal imponere vennerne, så bliver det meningsløst.

 Spørgsmålet er ikke om man vil leve uden problemer, spørgsmålet er hvilke problemer man vil deale med: nihilisme og sjælelig tomhed, eller at være som Ikaros og styrte i havet en gang i mellem, efter at have fløjet for tæt på solen.

 Opsummering

Modgang, skuffelser og ar på krop og sjæl er de forventelige effekter af at leve et liv hvor man stræber, satser og forfølger mål, men alternativet, at sidde tilbage og fortryde at have levet et liv uden minder eller historier at fortælle fordi man altid valgte den sikre og magelige vej er langt værre. Prisen for konstant sikkerhed og forudsigelighed ender med at blive sjælens trivsel.

 Risiko og uvished er derimod ikke så farligt som underbevidstheden vil have os til at tro; selvom vi satser og styrter, er vores ”worst case-omstændigheder” oftest nogle som cirka fire-fem milliarder andre mennesker i verden ville bytte med deres egne omstændigheder på et splitsekund. Den akutte stress og det pres man oplever når man knokler med noget man brænder for og har noget på spil er ikke farligt, det nærer dig. Det er det kroniske stress fra meningsløse arbejdsbyrder og apati der er farligt, det dræner dig.

Prisen for at satse er at opleve modgang, men de skub ud over kanten som livet giver en skal omfavnes og ikke frygtes. ”Nederlag” er en mental konstruktion der kun bliver til virkelighed hvis man accepterer det.
Nyd når det hele kører, men grib modgangen som en mulighed for at teste dig selv i kamp. Når støvet har lagt sig og du ikke har givet op så står du et bedre sted.