Problemet med moderne stoicisme

6 minutters læsning

Indledning

Dette er det første af to afsnit om stoicisme – en i grunden dybt sympatisk og efterlevbar filosofi, der i disse år oplever sin anden ungdom online, især gennem citatprofiler på Instagram og bite-size podcasts. Denne ”bro’icisme” har irriteret mig i et stykke tid og afviger mere og mere fra jeg ser som stoicisme. Jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg bare var kontrær og mavesur, så derfor har jeg prøvet at formulere mine aversioner imod den moderne formidling. Det er blevet til disse to afsnit.

I dette afsnit ser jeg nærmere på, hvordan moderne stoicisme ofte bliver misbrugt og misforstået i en grad, der ville få Marcus Aurelius til at vende sig i graven.

En stor del af stoicismens popularitet skyldes, at dens principper er evigtgyldige. Men samtidig er der sider af filosofien, som med fordel kunne tilpasses vores moderne virkelighed. Derfor handler næste afsnit om, hvordan stoicismen kan opdateres til en 2.0-version, der bedre matcher de udfordringer, vi står over for i dag.


Stoicisme er da kanon, hvad er problemet?

Stoicismen har rigtigt nok fået en genopstandelse. Denne 2.000 år gamle filosofi er i dag mere populær end nogensinde – måske fordi den udfylder et åndeligt tomrum: I en sekulær kultur som vores, hvor al form for åndelig vejledning er skrællet væk fra vores opdragelse, tilbyder stoicisme en tiltrængt struktur.

Problemet opstår, når den struktur og vejledning vi søger, ikke tager højde for de værdier, vi lever efter. For moderne stoicisme formidles desværre ofte som en ateistisk bastard, hvor det spirituelle aspekt er fuldstændig fraværende. I stedet for at frigøre vores sind bliver det endnu et værktøj i en autocentreret selvhjælpskultur, hvor vi jagter det næste 'mind hack' eller en ny copingstrategi til vores stressede liv.
Moderne stoicisme viser ikke vejen mod et liv i indre trivsel og åndelig opfyldelse – den fører os snarere længere ned ad det spor, som kulturen allerede har ført os ud på. Måske hjælper den os med at undgå stress eller depression på den korte bane, og måske gør den os mere effektive og LEAN – men den bliver aldrig den livsramme, den var tiltænkt. Den ramme, der faktisk kunne gøre os glade.

Og deri ligger en del af problemet med hvordan denne filosofi bliver markedsført nu om dage: Podcasts i miniformat man lige kan lytte til mellem møder og citater på instagram der lige kan minde os om værdien af disciplin, undgå overspringshandlinger og at ”det bedst tidspunkt at begynde på er nu”.
En kompleks og nærmest altomfattende form for rationel spiritualitet bliver kogt ned til letfordøjelige huskeregler og catch frases. Resultatet en overfladisk forståelse og anvendelse af stoicismens principper hvor filosofiens åndelige fundament går tabt.

 
O.G. stoicisme vs den moderne sekulære version

Forståelsen af Gud – eller logos – var helt central i den oprindelige stoicisme. I modsætning til moderne, sekulære fortolkninger, hvor stoicisme ofte reduceres til en slags mental selvhjælp, var den antikke stoicisme en dybt metafysisk og religiøs filosofi. Den byggede på en forståelse af kosmos som rationelt, guddommeligt og styret af en gennemtrængende fornuft der organiser og styrer alt.

Gud/logos er ikke en personlig gud, men den aktive, fornuftsbetonede kraft, som gennemsyrer alt – både naturen og mennesket. Man talte om Gud som ild, skæbne, fornuft og natur – alt sammen udtryk for den samme helhed.

Som Marcus Aurelius skriver i Meditationer:

“Alt er vævet sammen med alt. En hellig orden styrer verden.”
(Bog VI, 38)

 
Hvordan kommer det til udtryk i moderne versioner?

De originale stoikere så altså stoicisme som en kompleks helhed, men hvordan ændrer fraværet af det spirituelle på den moderne stoicisme praktiske anvendelse?
Jeg ser to grundlæggende måder hvor stoicisme bliver misbrugt og misforstået. Den første er psykopathacket:

Stoicisme som psykopathack

Uden det guddommelige aspekt bliver det en slags psykologisk manual frem for en livsanskuelse. Man bruger disciplinen og den emotionelle stabilitet som en slags nyttemaksimerende livsstrategi. Men at håndtere stress, forårsaget af livsforringende omstændigheder, i jagten på magt, penge eller status er noget af det mindst stoiske man kan foretage sig.

At reducere denne ældgamle livsanskuelse til et machiavellisk redskab for egoistiske mål er ikke bare usympatisk — det er også kortsigtet, hvis det egentlige mål er indre ro og lykke.

Det underminerer i sidste ende selve grundidéen om trivsel og harmoni. Man kan ikke bypasse konceptet om logos — den åndelige orden, som er indlejret i naturen.

I stoicismens kosmiske forståelse er det ikke muligt at bryde med logos uden at det koster dig noget. Den orden er ikke en metafor, men en reel, moralsk struktur, du er underlagt.

Hvis man bruger stoiske principper til at blive en bedre diktator, gangsterboss — eller bare til at jage status og materiel succes, så kan man måske opnå kortsigtet magt, penge og status. Men så længe ens hensigter er uædle, vil man til sidst betale prisen med sin sindsro og åndelige frihed. En rimelig dårlig deal hvis målet er langsigtet livsglæde.

“Den, der synder, skader kun sig selv.”- Marcus Aurelius (Meditationer, Bog VI, 16)

Ved at bruge stoicisme til at jage lykken i det eksterne vender man hele konceptet på hovedet. Målet med den stoiske lære er ikke status, magt eller materiel rigdom — men at leve efter en række dyder, acceptere sin skæbne og overgive sig til den orden, som Gud eller universet har lagt for os.

Det er netop denne kombination — dyden og overgivelsen — der i sidste ende gør os frie. Det er det, stoikerne kalder eudaimonia: en form for trivsel og indre glæde, der ikke er afhængig af, hvad vi ejer eller hvordan andre opfatter os, men af hvordan vi eksisterer.

Den anden måde moderne stoicisme fejler er en misforstået opfattelse af hvad ”udholdenhed” og ”disciplin” skal bruges til:

 
Stoicisme som copingværktøj

En del af stoicismens styrke ligger i at lære at gennemgå livets prøvelser med oprejst pande, at rejse sig fra nederlag og at se modgang som en test der hærder sjælen og udvikler ens karakter.

Nu om dage bruges stoiske teknikker til at udholde livssituationer man egentlig burde ændre. Hvis man udskyder at ændre ting i ens liv der egentlig er livsforringende, så er det ikke stoisk, så er det en håndteringsstrategi og stoicisme bliver dermed en krykke og en undskyldning for ikke at tage ansvar for ting man rent faktisk kan tage ansvar for.

Det gælder flere af livets aspekter: om det er at blive i et meningsløst job man hader, eller om man tillader manglende respekt eller svigt af tillid i ens private relationer. At udholde et job, en relation eller et liv man mistrives i, er ikke stoisk, det er en selvvalgt vanære forklædt som besindighed.

Teknikker som ‘kontrolsfære’ og ‘accept’ i selvforbedrelsens navn kan let fastholde os i mønstre. Mønstre, der i sidste ende står i vejen for vores lykke og trivsel. Man symptombehandler i stedet for at fokusere på at tage fat i problemernes rod.

At leve som en grå skygge, der får det minimale ud af livets egentlig potentiale er det modsatte af stoicisme. At bryde fri af rammerne, hvor trygge og genkendelige de end er og at gøre de ting de færreste er villige til - risikere fiasko og nederlag i jagten på formål uden at brokke sig når det er hårdt og går galt, det er stoicisme!

Den stoiske misforståelse

Denne gamle filosofi bør ikke bruges til at udholde et uinspirerende, monotont og sjælesugende liv, hvor man har luksusstavnsbundet sig selv gennem et tårnhøjt forbrug – og dermed forudbestemt sin skæbne som en DJØF-version af Sisyfos.

Der er forskel på at være stoisk gennem ulykker og lidelse eller det pres og ansvar der kan følge med at forfølge sine mål og ambitioner helhjertet og så på at håndtere livet i et kontorlandskab med en uklar arbejdsbeskrivelse og abstrakte kvartalsmål.

Den største trussel mod et vellevet liv er middelmådighed: et mellem parforhold, et ikke-forfærdeligt job, en ikke-superklam-lejlighed.

De ting der er lige på vippen, men ikke direkte uudholdelige er svære at bryde ud af. At bruge stoicisme til at deal’e med en evighed med leverpostej er den største bjørnetjeneste man kan gøre for sig selv. Mere eller mindre ubevidst udholder de fleste af os gerne et helt liv med middelmådighed, det er først når tingene bliver forfærdelige at vi tager affære.

Det er nemt at vælge trygheden i at lade sig åndeligt forstene, i stedet for at gennemgå den opslidende og tåkrummende proces det er at kigge sit ego i øjnene og se hvor grimt, dumt og småligt det kan være. At se hvor tit man lader sig holde tilbage i det middelmådige, i stedet for at springe ud i det ukendte.

Hvis vi vælger den nemme vej og ikke gør op med det jævne, får vi aldrig det fantastiske.

Der er aldrig skrevet nogen eventyr om at ligge i sofaen, det er kun ved at springe ud i livet og æde de lorte der kommer at man kan skabe et liv man ikke skammer sig over når man kigger tilbage.

At bruge stoicisme som undskyldning for ikke at træffe de svære beslutninger er altså en belejlig misforståelse.

Hvordan stoicisme i stedet bør bruges

Marcus Aurelius brugte stoicismen til at håndtere kejserembedet og det umenneskelige medfølgende pres det var at balancere senatet og befolkningen, samt ansvaret for rigets ydre grænser – alt sammen med en hård, kærlig og retfærdig hånd.
Samtidig levede han hver dag under truslen fra den Antoninske Pest, der hærgede i 15 år og dræbte op mod 10 mio. indbyggere, svarende til cirka en tredjedel af befolkningen hvilket dermed får alle moderne problemstillinger til at ligne en kæmpe joke i sammenligning. Han havde alle muligheder for at gemme sig i sit palads, kaste sig ud i orgier af druk og hor og at misbruge sin magt, men valgte at leve dygtigt og dydigt.

Den gennemsnitlige vestlige mand sidder dagligt koblet op til nyhedsstrømmen og skifter mellem at lade sig hidse op eller bekymre sig over den. Han har ingen ar eller hædersmærker – alligevel indleder han sig i sjælenedbrydende mængder af nydelse, som havde han gjort sig fortjent til det.

Opsummering

Stoicisme er ikke et ”pick and choose”-koncept. Det er hverken en smutvej til at avancere i forbrugsræset, eller en undskyldning for at spilde sit liv i hamsterhjulet. For at skabe ægte trivsel, må stoicismens værktøjer bindes op på sunde, opbyggelige værdier og en forståelse af os selv som en integreret del af naturen – ikke adskilt fra den. Hvordan vi lever, socialiserer, bevæger os og spiser, er alt sammen en del af denne helhed.

Stoikernes principper er mindst lige så relevante i dag som for 2.000 år siden. Men de kunne ikke forudse en verden med hyperkomfort, digital overstimulering og laboratoriemad. Derfor forsøger jeg i andet afsnit at formulere en slags stoicisme 2.0: en opdateret version, tilpasset moderne livsomstændigheder.