Diogenes og Alexander

2 minutters læsning

Diogenes var en sammensat person – filosof, provokunstner og first mover inden for ekstrem minimalisme. Han var ”brand ambassador” for den filosofiske skole “kynismen”, som videreførte Sokrates’ idé om, at lykke ikke afhænger af ydre omstændigheder, men af indre frihed og ro i sindet. En slags stoicisme eller buddhisme på “hard mode”.

Datidens mægtigste mand var Alexander den Store. Pointen for historien er ikke hans krigsførelse, så man skal lige se bort fra det lidt usympatiske faktum at hans storhed byggede på massedrab og erobringer af andres land – for han havde et drive, et ambitionsniveau og en evne til at eksekvere uden sidestykke.

Diogenes derimod boede i en lertønde og ejede så lidt som muligt for at være så fri som muligt. Udover tønden og sit iturevne tøj havde han ingen ejendele.

Indtil for nylig havde han haft en kop og en madskål – men da han så et barn drikke med hænderne og en anden spise suppe af en brødskorpe, erklærede han dem for overflødige. Real life inbox zero. Han walkede i den grad the talk og det var svært at kalde ham ud som hykler.

En dag lå han på gaden i Korinth og solede sig, da ingen ringere end Alexander den Store kom forbi. Kejseren havde hørt om denne karakter og kunne ikke styre sin nysgerrighed – han måtte møde ham. Han præsenterede sig og tilbød Diogenes at opfylde hvilket som helst ønske han kunne tænke sig.

“I så fald ønsker jeg mig, at du flytter dig, da du blokerer for solen.” lød det kække svar.

Dertil svarede Alexander den Store smilende: “Hvis ikke jeg var Alexander, ville jeg gerne have været Diogenes.”

“Det forstår jeg godt. Hvis jeg ikke var Diogenes, ville jeg også ønske at være Diogenes.” Mic drop…

Hvad kan vi lære af det?

Der er mange ting man kan tage med fra denne historie, her er min vinkel:

Alexander den Store ejede verden, Diogenes ejede bogstaveligt talt ingenting, men begge var rige i sind. Diogenes havde dog én ting, Alexander aldrig kunne få: nok.

Der ligger en skjult pointe i, at manden der erobrede hele den kendte verden, havde respekt for en mand der sov på gaden med hundene.

Begge havde en klar definition af et godt liv, men hvor Alexander var motiveret af magt og status – eksterne ting, der aldrig vil kunne mætte – kunne Diogenes ikke give færre fucks. Og det er svært, selv for verdens mægtigste mand, ikke at nikke anerkendende til en antimaterialist, der lever 100 % efter sine egne principper, er i ro med sig selv og fri for bekymringer om andres tanker og sociale konventioner.

Om vi ejer alt som Alexander eller intet som Diogenes, er i sig selv underordnet. Vores åndelige problemer i tilværelsen opstår, når vi intet meningsfuldt foretager os. Hvis vi ikke lever efter et formål vi selv har defineret, ender vi i en form for kronisk mismod. Uden det slår vi mere tiden ihjel, end vi brænder for at udfylde den.

Værdien i historien er at forene de to tilgange: at være inderligt taknemmelig for livets gratis gaver og samtidig ambitiøs i at udforske alle dets muligheder.

Målet er ikke at vælge mellem Diogenes og Alexander.
Målet er at være begge.